“Jeg tror, at det er den måde, jeg altid har forholdt mig til følelser og tanker. Når jeg har fået inputs, og alt er blevet lidt meget, har det været min måde at komme ud med følelser på”. 

Rummet var ikke særlig stort, men han havde alligevel formået at fylde det godt op. På hylderne stod vinyler og bøger, og rundt omkring flød åbne tuber og små bøtter. Der duftede skrapt af maling. En duft, som hun kendte så godt. På lærredet blev penslen nænsomt strøget og efterlod streger, cirkler og buer i alskens farver. Det var hendes far, der stod bag staffeliet i atelieret. Han havde sine læsebriller placeret på den krumme næse og kiggede vurderende henover dem på det kunstværk, han var ved at skabe. Kneb øjnene sammen og betragtede. Først langt fra og så tættere på. Det var ham, der vakte Emilias kreativitet, og hun har på mange måder fulgt hans eksempel, dog på en noget anderledes måde. Emilias fascination for farver og teksturer har udmøntet sig i en interesse for makeup. Hun udfolder ikke sin kunst på lærreder men på mennesker. 

Emilia Heiselberg begyndte at eksperimentere og lege med makeup i en ganske ung alder. Allerede da hun var 12 år gammel, og hendes jævnaldrende tegnede og farvelagde, startede det. For Emilia var det ikke nok at sidde med et stykke papir og en stak farveblyanter. Hun ville mere end det. 

“Det udgangspunkt du har at arbejdet med, er nyt hver gang. Både i forhold til former; øjne og næse og læber. Men også i forhold til hudtone og tekstur. Det fangede mig, det der med, at der er noget bevægelighed i det grundlag, man har”. 

Hun havde betragtet sin storesøster foran spejlet på værelset derhjemme. Hun så op til den tre år ældre søster med de smukke øjne. Derfra var hun selv begyndt at udforske. Hun så videoer på Youtube og øvede sig i at lægge makeup på sig selv. Hun kunne let bruge mange timer ved sminkebordet med en makeuppensel i hånden. Her havde hun fundet noget, der virkelig optog hende, og hvor hun kunne udfolde sin kreativitet på en for hende stimulerende og sanselig måde. 

Men selvom Emilia mest af alt har lagt energi i at dygtiggøre sig indenfor og arbejde med makeup, har hun ikke helt kunne undgå at gå i sin fars fodspor. Også hun maler. Oliemaling på lærred. Teknikker som, ifølge hende, lægger sig tæt op ad dem, hun bruger, når hun arbejder som makeupartist. 

Når Emilia arbejder kreativt, afreagerer hun. Sådan har det altid været. 

“Jeg tror, at det er den måde, jeg altid har forholdt mig til følelser og tanker. Når jeg har fået inputs, og alt er blevet lidt meget, har det været min måde at komme ud med følelser på”. 

Både når det kommer til at tegne, male, skrive eller lægge makeup, hjælper det Emilia med at håndtere og rumme følelser og tanker. Hun beskriver sig selv som en svamp, der suger, for at det til sidst skal resultere i et kreativt output. Det er en konkret proces med et tydeligt resultat i modsætning til et til tider mudret og kompliceret følelsesliv. 

Emilia vil nu uddanne sig til journalist og er netop startet på Danmarks Medie- & Journalisthøjskole. For hende handler det om at kombinere det faglige og intellektuelle med et kreativt håndværk. I bund og grund er det ikke produktet, der er det væsentligste, men derimod den kreative proces dertil. For som hun siger, så har det mindre at gøre med faget og mere at gøre med arbejdsmetoden.